Hvad er Deeksha (Oneness Blessing)?

Deeksha er en energioverførsel, der umiddelbart kan minde om healing og Reiki. Deeksha-giveren lægger sine hænder oven på hoved af den siddende modtager og holder dem dér 1 til 2 minutter.
Hvad man oplever, mens det står på, kan variere. Men det vigtige -nemlig virkningen på længere sigt - er uafhængig af, om man oplever noget under selv deeksha'en, eller ej.

Undersøgelser viser, at Deeksha stimulerer hjernen til at ændre sin struktur, rent neuro-biologisk. Deeksha giver energi til de dele af hjernen, der har at gøre med højere bevidsthed, oplevelsen af fred og samhørighed, intuition og ”religiøse følelser”. Samtidig bringer den afslappelse ind i de dele af hjernen, der huser ”tankekværnen”, altså den mentale tankevirksomhed, de evigt gentagne indre dramaer, og grundfølelsen af ikke at være ok.

Deeksha-giverne har alle været igennem en proces, hvor de bl.a. har arbejdet med deres følelsesliv, med eksistentielle temaer omkring målsætning i livet og ærlighed over for sig selv, og fået et antal kraftige energioverførsler, hvis formål er at rense de centrale energibaner og gøre én til en effektiv, positiv kanal for Energien. Dette skal sikre, at når man giver deeksha, så er det ikke ens egen energi (og eventuelle personlige dårlige humører, ”trips” eller ”urenheder”), der strømmer over i modtageren, men ren energi fra et højere sted.

Fænomenet startede i Indien, og der er en hel bevægelse, der er udsprunget af det, men det behøver man hverken forholde sig til eller interessere sig for, for at få noget ud af at få deeksha.

Hvorfor modtage Deeksha (Oneness Blessing)? Læs her ...

 

 
 Copyright 2008: The Golden Gang · Webmaster: Tao Design